Mange steder findes et "Lille Schweiz". I Luxembourg lever stedet op til sit navn. Det gemmer sig i skovene, men bevæger man sig derind, får man oplevelser, man næppe troede, dette lille land kunne byde på.
LUXEMBOURG. Vi står ved en kiosk på Place de la Constitution. Kioskmandens radio sender et kaudervælsk ud i luften, og hvis man ikke lige vidste, hvor man var, så ville man heller aldrig have chancen for at finde ud af det - hvis man skulle dømme ud fra radionyhederne her klokken 12.
Talordene lyder tyske. Navneordene franske. Og minsandten om ikke min bedre halvdel kan genkende lidt nederlandsk.
L‘tzeburgesch hedder Luxembourgs særegne sammenblanding af nabolandenes sprog. Godt nok er det officielle sprog i puslingelandet fransk, men dagligdagens sprog vidner om, at Luxembourg skiftevis har været under både den spanske og den østrigske gren af Habsburg-monarkiet og i personalunion med Nederland. Det sidste kan ses på flaget, hvis trikolore minder om Nederlands - den blå farve er blot lidt lysere.
Vil have nyt flag
Her i dette land, som aldrig plejer at kunne få EU nok, trives nationalismen dog ikke. Helt uden forfængelighed er de 400.000 luxembourgere dog ikke. Flere og flere vil således af med det nuværende flag, hedder det i en notits i en af kioskens aviser på Place de la Constitution. Det minder for meget om Nederlands, mener mange.
I stedet for vil de have hertugdømmets gamle flag med en rød løve på en hvid-blå-stribet baggrund tilbage. En diskussion politikerne kun deltager i, hvis journalister direkte spørger til det. De er i grund og bund lige så ligeglade med debatten som de mange udlændinge, der bor i hertugdømmet. Over 5000 EU-ansatte befolker hovedstaden. Dertil kommer tyskere, franskmænd, belgiere, italienere og mange andre nationaliteter - mange af dem er ansat i bankerne. Der er flest portugisere, godt 30.000, og de har deres egen lille koloni med sportsklubber og barer i byen Echternach på grænsen til Tyskland.
Af turister er det nederlændere, der dominerer billedet - endda i sådan en grad, at man nogle gange føler sig hensat til det flade Holland med hollandske kroketter, "patate" med peanutsovs og "frikandellen".
Især på vej op ad trapperne til middelalderborgen i den lille pittoreske by Esch-sur-Sžre, som ligger i en gryde omgivet af de tætte skove i Ardennerne med Sure-flodens hesteskoformede forløb rundt om bykernen. I Ardennerne er der både venlige, græsbeklædte skråninger, store bakkede skovområder og bjerge med dybe slugter.
Perfekt til familie
Her er store campingpladser, der er perfekte til børnefamilier, og yempoet i Luxembourg er en yderligere attraktion. Her er ingen feriebyer eller badelande. Myndighederne har sagt nej til store investorer. Naturen skal være, som den er, og småbyerne - hvor man føler sig sat tilbage i Prins Valliants tid - skal der heller ikke pilles ved.
Det er dog blevet pillet ved tingene i Vianden, men på den gode måde. Engang var byens slot, der ligger højt på en bjergtop, en sørgelig ruin. Men siden er det blevet grundigt restaureret og ligger med en eventyragtig beliggenhed med udsigt over landsbyen og floddalen Our. Her er hygge - noget især danske turister godt kan lide.
Lille Schweiz
Luxembourgs største attraktion er uden tvivl Lille Schweiz i "Den tysk-luxembourgske Naturpark", der strækker sig over et stort område på begge side af grænsen.
Selv hvis man har oplevet Himalaya, Rocky Mountains eller stået ansigt til ansigt med Mont Blanc, kan klippeformationerne og de vældige slugter imponere. Den mest interessante del af Lille Schweiz ligger i området mellem Grundhof - lige ved grænsen til Tyskland - og strækker sig langs Sžre-floden over Berdorf til Echternach.
Her findes et tæt net af grundigt afmærkede vandreruter, og man står ekstra godt rustet med et topografisk vandrekort, der kan købes i de fleste hoteller og kroer i området.
Klipperne ligger inde i de store bøgeskove og synes derfor ikke af meget udefra. Træernes toppe skjuler simpelthen de vilde klipper, der rejser sig lodret op fra den bløde skovbund. Man er nødt til at bevæge sig inde i skovene - ad vandrestierne - for at kunne opleve de imponerende klipper.
Det er kun en brøkdel af seværdighederne, der kan nås med bil - landevejen mellem Grundhof, Berdorf og Echternach går for eksempel forbi klippeformationen "Prædikestolen", der læner sig langt ud over asfalten, og "Perekop", der er en smal sprække mellem to mere end 50 meter høje klipper - sprækken er ikke mere end en meter på det bredeste sted.
Disse smalle og dybe kløfter findes der en masse af i området. Mest seværdig er Adlerhorst, Raiberhiel ("røverhulen") og Sieweschloeff ("de syv kløfter") på vandreturen fra Grundhof til Berdorf. Her er en labyrint af kløfter, der måske mere korrekt må betegnes som sprækker mellem klipperne. Værsågod at lege hulemand i miniputland.
Nogle steder er kløfterne ikke bredere end 30 centimeter. Det afholder alligevel ikke velnærede turister fra at tage turen igennem dem. Da vi gæstede stedet, må den tyske kvinde enten have undervurderet sin egen kropsvolumen eller overvurderet sprækkens bredde. I hvert fald lykkedes det hende at blive klemt fast. En mere slank landsmænd undrede sig da også over, hvorfor hun partout skulle igennem lige der.
Så eventyrlige behøver vandringerne dog ikke at være. Man kan sagtens have børn med ad stierne. I stedet for kan man lade sig imponere af de mange bjergklatrere, der tager den lodrette vej op ad de op til 100 meter høje klippevægge.
40.000 mennesker under jorden
Tilbage i hovedstaden Luxembourg kan man fortsætte eventyret - under jorden. I Bock-kasematterne findes et 23 kilometer langt system af underjordiske gange, der engang var en del af et stort fæstningsværk. Byen Luxembourg er bygget op og ned ad klippeformationer, der rager ud på flere sider af slugter og flodsenge.
Kasematterne stammer fra en borg, der blev bygget som forsvarsværk i 900-tallet. Da Luxembourg i 1867 fik sin selvstændighed krævede de omkringliggende stormagter, at forsvarsværket skulle rives ned, så det ikke længere kunne bruges i krig. Det tog næsten 20 år at rive murene ned, men kasematterne kunne ikke ødelægges, medmindre man skulle fylde dem med uanede mængder af beton - eller rive flere af byens kvarterer med i faldet.
Derfor fik de lov til at bestå, og de fik faktisk en krigsfunktion en gang mere - blot af mere defensiv karakter. Under Anden Verdenskrig blev kasematterne brugt som beskyttelsesrum og kunne huse halvdelen af Luxembourg bys 80.000 indbyggere. Det fortæller en del om deres størrelse.
Fangekældre
På turen gennem de oplyste hulker og gange passerer man blandt andet gamle fangekældre og en dyb brønd, der kunne sikre rent vand, hvis fjenderne skulle finde på at belejre borgen.
Neden for fæstningsanlægget ligger den gamle bydel Grund, hvor husene klæber sig op ad klipperne.
Her er fortovscafeer og hyggelig belysning på huse og klipper, når mørket falder på. I byens vestlige udkant ligger EU-kvarteret Kirchberg med dets futuristiske arkitektur. Flere af bankernes hovedsæder og det nationale kunstmuseums bygning er seværdige i sig selv. Og tag endelig en slentretur i den grønne Petus-dal midt by i byen for at beundre de mægtige stenbroer Pont Adolphe og Aal Brëck.
Hertugdømmet har masser at byde på.
